mandag den 11. februar 2013

Ikke-rygere har lettere ved at få fjernet tatoveringer

Tatoveringer er populære som aldrig før. Den permanente kropsudsmykning har for længst bredt sig fra sømandshjemmene og de store overarme ud i dagligstuerne, på caféerne, til bedstemødre og revisorelever.

Det er blevet mere normalt at have en tatovering. Og der findes saloner nok til at tilfredsstille den store efterspørgsel på den dekorative blæk. Det hænder imidlertid, at folk fortryder deres tatoveringer, og så kan det personlige kunstværk pludselig synes en anelse for permanent.

Derfor er der dukket flere klinikker op, hvor man kan få fjernet sin uønskede tatovering gennem en række laserbehandlinger. En undersøgelse foretaget af forskere fra Instituttet for Dermatologisk Laserkirurgi i Milan har for nylig undersøgt, hvilke faktorer der er afgørende for, at behandlingen er succesfuld.

Først og fremmest har det betydning, om man er ryger eller ej. Undersøgelsen viser, at ikke-rygere havde 69,7 procent højere chance for at få fjernet deres tatoveringer succesfuldt med laserbehandling end rygere.

Men det er ikke kun den tatoveredes rygevaner, der har betydning for udfaldet af behandlingen. Selve tatoveringens størrelse og farve spiller tilsyneladende også en stor rolle.

Den italienske undersøgelse tager udgangspunkt i 397 patienter, som alle blev behandlet med laser. Patienter med en tatovering, der var større end 30 kvadratcentimeter, havde ringere chance for en succesfuld behandling end dem med mindre tatoveringer.

Undersøgelsen viser desuden, at de mere klassiske tatoveringer, som kun indeholder sort og rød blæk, er nemmere at fjerne end de mere farverige af slagsen. Patienter med sorte og røde tatoveringer havde hele 80 procent højere chance for en succesfuld behandling end patienter med blå, gule og grønne elementer i deres tatoveringer.

Det varierer meget, hvor mange behandlinger den enkelte har brug for. Patientens rygevaner, den enkelte tatoverings udformning og typen af laserbehandling har indflydelse på antallet af behandlinger. Nogle har kun brug for 3-4 behandlinger, mens andre skal behandles 10-15 gange.


Læs mere her

tags: Milan, kunst, tatovering, kirurgi,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar