Nyt ungt designfirma vinder prisen "Den Gyldne Container" og satser nu på sin første kollektion til modebevidste kvinder næste år
Når den første kollektion fra det nye designfirma Citizentemple rammer markedet efteråret 2007, vil det blive tøj til yngre kvinder med snit, stil og bælter, der blandt andet har hentet sin inspiration fra gamle, japanske soldateruniformer fra 2. verdenskrig.
En klar modig stil og idé, der ikke ligner alle andre, men som vi ikke er i tvivl om er salgbar og kan blive en kommerciel succes, siger adm. dir. Lili Denta fra firmaet Sourcing House.
Hun har netop valgt firmaet Citizentemple som vinder af Sourcing House egen "Den Gyldne Container", en pris der for andet år uddeles til et ungt, nystartet designfirma med behov for at få produceret sin kollektion. Prisen består af konsulentbistand for 100.000 kroner. Sourcing House er specialister er at styre indkøb og produktion og har kontakter til fabrikker rundt omkring i hele verden, noget som designfirmaer altid har brug for, men sjældent har råd til eller erfaring med.
Vi vidste tidligt, at vi ville få brug for Sourcing House. Men da de så fortalte os, at vi vandt "Den Gyldne Container" og dermed deres assistance for 100.000 kroner, blev vi vildt lykkelige. Ikke bare er det mange penge for et helt nyt firma, der ikke har fået et produkt på gaden endnu, men det var lige så stort, at der her var nogle, der også troede på vores idé, siger Gitte Rasmussen, 35 år og designeren bag firmaet Citizentemple.
Det var hendes idé med de japanske uniformer, men hun er i det hele taget inspireret af gamle modeller og stoffer helt tilbage fra 20’erne. Derfor går hun ofte på loppemarkeder og finder gammelt tøj, sender stoffet til Sourcing House og beder dem finde fabrikker, der kan producere stoffer i samme fine kvalitet som dengang.
Idékvinden bag firmaet er Lene Gisselbæk, 29 år, der selv har en fortid i tøjbranchen, men også et brændende ønske om at starte sit eget brand. Derfor søgte hun efter en designer, og valget faldt hurtigt på Gitte Rasmussen, der er uddannet på Danmarks Designskole.
Hendes ideer og visioner er lige præcis, hvad jeg ledte efter. Og det tog kun få måneder, før vi begyndte at lyde som et ældre ægtepar, hvor den ene begynder en sætning og den anden afbryder og fuldfører sætningen. Det var og er en fantastisk oplevelse, fortæller Lene Gisselbæk
Og det var også det makkerpar, Lili Denta mødte.
De var entusiastiske, fyldt med liv og energi og sprudlede og med et produkt og en idé, der har sin helt egen stil, men som jeg selv gerne vil gå i til den tid, siger Lili Denta fra Sourcing House om baggrunden for, at det netop blev de to fra Citizentemple, der ud af mange ansøgere blev valgt til dette års vinder af "Den Gyldne Container" 2006.
Målgruppen for tøjet er unge kvinder mellem 25 og 50 år, målet er at få tøjet ud ikke bare i Danmark, men i hele Norden. Der tænkes stort allerede fra starten. Og med konsulentbistand for 100.000 kroner er de allerede godt på vej. Den næste kollektion blive næppe inspireret af japanske soldateruniformer, Gitte Rasmussen er allerede på jagt efter en ny historie, der kan inspirere den næste kollektion.
Læs mere her
tags: Danmark, 2007, 2006, penge, soldater, energi, Design,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar